VIL DU VÆRE VILD MED ORDS NYE PRAKTIKANT?

Posted by | Uncategorized | No Comments
Her er muligheden for at udvikle dit CV, hvis du med initiativ og gåpåmod kan arbejde både selvstændigt og som en del af et team. Vi har ambitioner om at udvikle Vild med ORD, så festivalen bliver international og finder sin egen position som attraktiv kulturaktivitet i Aarhus og Region Midtjylland, og i landet som helhed.

 

Vild med ORD – Aarhus Litteraturfestival gennemføres i 2017 i dagene 18.–20. maj i Dokk1 på Aarhus Havn.
Vild med ORD er en forening med mere end 200 medlemmer, hvoraf en fjerdedel deltager aktivt i de forskellige arbejdsgrupper. Ud over litteraturfestivalen gennemføres litteraturaktiviteter hen over året.
Som praktikant i Vild med ORD indgår du i et team sammen med projektlederen, som har til opgave at koordinere og assistere bestyrelsen og de forskellige arbejdsgrupper, som udfører det praktiske arbejde. Dermed får du opgaver i forhold til:
• Programlægning og praktisk tilrettelægning af litteraturfestivalen og øvrige litterære aktiviteter.
• Kontakt til forfattere, myndigheder og andre samarbejdspartnere.
• Opgaver vedrørende kommunikation og markedsføring.
• Opgaver med fundraising og økonomi.
Vi forventer, at du har et rimeligt godt kendskab til it og sociale medier, gerne suppleret med kendskab til grafiske it-værktøjer.

Vi søger en praktikant per 15. august 2016 i ca. 25 timer om ugen, i alt over fire måneder. Starttidspunkt og timer kan aftales anderledes. Vi prioriterer en praktikant, der er i sidste del af sit studie, og som er interesseret i litteratur, uden nødvendigvis at være bognørd.

Yderligere oplysninger kan fås hos: Projektleder Jørgen Jørgensen, 3027 1129 eller formand Marie Meldgaard, 4117 5695. Du kan se læse mere om foreningen på Facebook eller her på hjemmesiden.

Send din ansøgning til post@vildmedord.dk senest 30. juni 2016. Samtaler gennemføres 4. juli 2016.

Vild med ORDs fysiske placering er: Godsbanen – Projektdækket, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C.

TAK FOR I ÅR!

Posted by | Nyheder | No Comments

Det var lørdag eftermiddag den 21. maj på Dokk1, da forfatterne Lone Aburas og Jens Blendstrup glade forlod Aarhus Litteraturfestival 2016 som de sidste optrædende. Med hver sin VMO-mulepose over skulderen og et løfte om at bruge dem flittigt i København. Rødkindede og trætte, men lettede frivillige gik spredt rundt og samlede borde, stole og skrald sammen, mens de sidste forlagsstande pakkede bøger ned.

Særlig tak til de frivillige 
Den ottende omgang af Aarhus Litteraturfestival, der løb af stablen under temaet Modsætninger, blev på mange måder en succes. En succes tilskrevet de mange frivillige, der var med til at planlægge og udføre festivalen – alle jer, der sammensatte program, trak i orange T-shirts og solgte billetter, løb efter kaffe til tørstige forfattere, kastede jer ud i at bruge Dokk1s lydanlæg og meget, meget mere. Hele vejen rundt skal der lyde en stor tak fra Vild med ORD for det gode og uundværlige stykke arbejde – uden jer, de engagerede frivillige, var der ingen litteraturfestival i Aarhus, simpelthen!

Opsamling på festivalen
Vild med ORD tager flere positive tilbagemeldinger med sig fra årets festival. Herunder rosende ord fra forfattere og optrædende om at blive taget professionelt imod af glade frivillige, have gode faciliteter og generelt oplevelsen af en rigtig god stemning. Samme gode oplevelse delte de fleste gæster, der i evalueringen roser litteraturprogrammet og dets kvalitet. En stor tak til dem, der besøgte festivalen over de tre dage den stod på.
På minussiden må festivalen erfare, at ikke så mange som håbet fandt vej til salenes arrangementer som kapacitet, kvalitet og indhold lagde op til. Selvom eksempelvis koncerten med Vi Sidder Bare Her var udsolgt på få dage, var andre sale langt fra fyldt – til trods for stor tilfredshed hos de deltagende gæster. Det er noget, vi tager med videre til 2017 – at få fyldt stolerækkerne.

Aarhus er rig på kulturelle tilbud, og i år konkurrerede Vild med ORD fx med Godsbanens forårsmarked og litteraturarrangementet Poesi på skrå. Derudover var festivalen ramt af et par afbud – Erling Jepsen og Rasmus Tantholdt måtte af forskellige årsager aflyse deres deltagelse, til ærgrelse for festivalen og de gæster, der kom for at opleve dem.

Med retning mod 2017
Aarhus Litteraturfestival 2017 er så småt på vej med temaet På kanten. Vi ser frem til at opleve, hvordan dette tema kan udfolde sig. Vil du være med? Så meld dig ind i en af arbejdsgrupperne, som du kan læse mere om her på hjemmesiden.

I efterspillet efter 2016 – og inden det igen går løs med planlægning af 2017 – vil Vild med ORD også meget gerne høre fra alle foreningens medlemmer, der har lyst til at bidrage med deres mening og ideér: Hvor synes I, at Vild med ORD skal bevæge sig hen fremover? Alle indspark bliver læst, hørt og taget til efterretning. Vi glæder os til at få jeres bud, som sendes til post@vildmedord.dk med emnefeltet: ’Udvikling i Vild med ORD’. Du kan forresten blive medlem af foreningen Vild med ORD lige her.

På vegne af Vild med ORD – tak for en knaldgod festival i 2016!

Jørgen Jørgensen
Projekleder

ÆNDRINGER I SCENEPROGRAMMET

Posted by | Nyheder | No Comments
Erling Jepsen har desværre aflyst sin optræden helt, pga. sygdom. Programpunktet Ny dansk provinslitteratur – Udkantstristesse eller lokalkolorit? er stadig en ting, dog kun med Lone Hørslev og Tina Louise Sørensen. 

 

Det oprindelige show Poetry Slam Litteraturkanon har desværre måtte aflyses, men som erstatning laves der et greatest hits-show, som også er absolut oplevelsesværdigt.

 

Vi beklager disse ændringer.

BØRNENES BOGDAG

Posted by | Nyheder | No Comments
Da der er en del som har efterspurgt information omkring Børnenes Bogdag kommer det her:
Børnenes Bogdag er sat på pause i 2016. I 2017 gennemføres HAY-festivalen i regi af Kulturbyåret 2017, som også er et arrangement med fokus på børn og litteratur for børn. Bestyrelsen vil i løbet af det kommende år vurdere, hvordan Børnenes Bogdag eventuelt kan fortsættes senere, og i hvilket regi.

 

Gode ideer til hvordan vi kan fortsætte Børnenes Bogdag er velkomne.

PUBLIKUMSRABAT HOS GRAPPA

Posted by | Nyheder | No Comments
Som Publikum til årets Vild med ORD Litteraturfestival får du 10% rabat på mad og drikke ved fremvisning af billet hos restaurant Grappa al Porto lige overfor Dokk1, på den dag billetten gælder.
Læs mere om Grappa al Porto her

KRIG, KÆRLIGHED OG STAND-UP RESEARCH – OG EN FILM DER HANDLER OM EJERSBO

Posted by | Nyheder | No Comments
På Vild med ORDs facebook-side bliver programpunkterne til årets litteraturfestival annonceret løbende, men vi samler også en oversigt over ugens spændende nye programpunkter her på hjemmesiden.
I løbet af ugen er forfatterne Dy Plambeck og Josefine Graakjær Nielsen, blevet præsenteret – to kvinder, der skriver om krig og kærlighed. Vild med ORD viser også den biografiske film om forfatter Jacob Ejersbos liv, og så kan du være med til en omgang stand-up research, hvor du, i selskab med sprogforskere fra Aarhus Universitet, kan få svar på alverdens sprogspørgsmål.

 

Dy Plambeck er en forfatter, der har slået sine skriftlige folder i forskellige litterære genrer. Debuten, digtsamlingen Buresø-fortællinger (2005) omhandlede barndommens oplevelser, mens hendes seneste roman, Mikael (2014) sætter ord på krigens og kærlighedens væsen. Med Afghanistan-krigen som emotionelt landskab bliver historien om forholdet mellem journalisten Becky og soldaten Mikael sat på en altafgørende prøve som konsekvens af krigens rædsler.
Dy Plambeck opleves i selskab med Klaus Rothstein.
Sted: Store sal 1, kl. 15.45 fredag 20. Maj

 

Josefine Graakjær Nielsen er uddannet fra Forfatterskolen i 2013. I 2015 debuterede hun med langdigtet Rosebud (2015). Langdigtet udformer sig som en kvindes henvendelse til en mand. Det kredser om et kæntret kærlighedsforhold og kvindens krav og ønske om at blive hørt. Titlen viser tilbage til Orson Welles’ filmklassiker Citizen Kane fra 1941, og på samme måde som i filmen udgør ordet ”Rosebud” en slags kerne i værket.
Josefine Graakjær Nielsen taler med forfatteren Pablo Llambías.
Sted: Lille sal kl 13.30 fredag 20. Maj

 

Stand up research har vi kaldt det, når et hold af de bedste sprogforskere fra Aarhus Universitet stiller op for at besvare spørgsmål inden for sprog.
Holdet kender ikke spørgsmålene på forhånd. Ideen er netop at give et indtryk af, hvor spændende forskning kan være ved at give et indblik i, hvordan en forsker arbejder med et nyt problem. Holdet ledes af en holdleder, der på forhånd har indsamlet spørgsmål til holdet. Der vil dog også være anledning til at stille spørgsmål fra salen, ligesom tilskuere er meget velkomne til at bidrage til at løse de stillede problemer.
Holdleder: Professor Henning Nølke
Deltagerne: Merete Birkelund (fransk), Alexandra Kratschmer (italiensk), Jakob Steensig (lingvistik), Henrik Jørgensen (nordisk), Ocke Bohn (engelsk), Ole Togeby (nordisk) og Steffen Krogh (tysk).

 

Jakob Ejersbo debuterede i 2003 med den meget roste Nordkraft om unge mennesker der mister fodfæstet og forbindelsen til den tidligere generation. Fem år senere var Ejersbo død. I Christian Bonkes film trodser forfatterens to bedste venner smøgerne og en hel del fornuft for at indfri hans sidste ønske: at få spredt sin aske fra Kilimanjaros tinde. Undervejs fortæller venner, familie og kolleger om den fandenivoldske og stædige enspænders ellers ret private liv.

MODSÆTNINGER MØDES OG LITTERATURQUIZ

Posted by | Nyheder | No Comments
Vild med ORD – Aarhus Litteraturfestival inviterer til en aften med både tid til fordybelse og hæsblæsende quiz. Her kan du komme i selskab med nogle af den danske litteraturscenens sværvægtere. Det sker fredag den 20. maj kl. 19.00-20.45, hvor vi har to arrangementer i spil.

 

Modsætninger mødes
Fredag den 20. maj kl. 19.00-19.45
Vi starter aftenen ud med en samtale mellem digter Søren Ulrik Thomsen og forfatter Svend Åge Madsen. Sammen skal de finde ud af, om der overhovedet er nogle sammenhænge mellem Søren Ulrik Thomsens modernistiske poesi og Svend Åge Madsens grænsesøgende litteratur. Det skal de med hjælp fra moderator Henrik Skov Nielsen, der er professor i Nordisk ved Aarhus Universitet. Søren Ulrik Thomsen er lige nu aktuel med bogen En hårnål klemt inde bag panelet. Svend Åge Madsen seneste udgivelse var i 2013 med Pigen i cementblenderen.

 

Vild med ORDs store litteraturquiz
Fredag d. 20. maj kl. 20.00-20.45
Bagefter går vi i gang med vores store litteraturquiz. Den bliver ført an af Adrian Hughes, der nok er mest kendt for Smagsdommerne på DR og Kunstquiz på DR-K. Det bliver en dyst på ord og litteratur. Hold 1 består af holdkaptajn og litteraturkritiker Klaus Rothstein, digter og forfatter Lone Hørslev og post.doc i Litteraturhistorie Kasper Green Krejberg. Hold 2 består af holdkaptajn Lotte Kirkeby Hansen, forfatter Erling Jepsen og forfatter Svend Åge Madsen.

 

Vi glæder os til at se dig til en aften med krig og fred.
Sted: Store Sal, Dokk1, Hack Kampmanns Pl. 2, 8000 Aarhus C.
Billetterne koster 100 kr. pr. person (+ gebyr) og kan købes her

PROVINSLITTERATUR, HIPHOPSPROG OG AMERIKANSK AVANTGARDEKUNST

Posted by | Nyheder | No Comments
Vild med ORD annoncerer de første programpunkter til årets festival.
Festivalens første tre programpunker er i løbet af den seneste uge blevet lagt ud på Vild med ORDs facebookside. Se overblikket her, hvor vi har samlet ugens annoncerede forfattere og sprogekvilibrister, der gæster festivalen til maj.

 

Erling Jepsen og Lone Hørslev: Udkantstristesse eller lokalkolorit?
Forfatterne Erling Jepsen og Lone Hørslev vil i en samtale om provinslitteratur prøve at besvare spørgsmålene: Hvordan skildrer den nye provinslitteratur de danske landområder? Er der tale om en dokumentering eller problematisering af tingenes tilstand? Romantiske og nostalgiske hjemstavnsskildringer? Eller noget helt tredje? Og hvordan forholder forfatterne sig til, at de skriver om steder, der populært betegnes som udkant?

 

Musiker UkuleleHanne og rapper Pharfar: Sprog på tværs af genrer
Hvad er dansk hiphop for en størrelse? Det satte Hanne Katrine Rasmussen aka UkuleleHanne sig for at undersøge, og det første, som sprang hende i øjnene, var sproget. I den danske hiphop findes sprogblomster af en helt speciel art. Med sin ukulele har hun fortolket en række danske kunstnere, herunder rapperen Pharfar, der er kendt og anerkendt for sin musik, blandt andet i gruppen Bikstok Røgsystem.
Efter de musikalske indslag vil Pharfar og UkuleleHanne samtale om dansk hiphop og sprog.

 

Forfatter og filmskaber Lars Movin
Det har taget Lars Movin godt ti år at indsamle materialet til hans mamutværk Beat, om 1950’ernes amerikanske litterære bevægelse The Beat Generation. I den periode har Movin kørt tusindvis af kilometer på de amerikanske landeveje og opsøgt de sidste beatforfattere i både USA og Europa. Lars Movin er cand.phil i dansk litteratur, men har specialiseret sig i amerikansk avantgardekunst, herunder William Burroughs og beatgenerationen. Til Vild med ORD holder Movin foredrag om beatlitteraturens indflydelse på amerikansk avantgardefilmkunst.
Derudover har Lars Movin udgivet et værk om Jørgen Leth som filmskaber. Movin vil derfor også interviewe Leth inden den lyriske koncert med Vi sidder bare her torsdag 19. maj (udsolgt).