Fuldt hus til VMO forpremie på filmen Lykke-Per
Vild Med Ord stod for et sær-arrangement, den 23. september, med den nu biografaktuelle film Lykke-Per, i Øst for Paradis. Filmen er instrueret af Bille August og havde premiere i biografer landet over den 30. august.
Skuespilleren Esben Smed har hovedrollen som Lykke-Per, filmens anden store rolle Jacobe, spilles af Katrine Greis-Rosenthal.
Med 52 solgte billetter var alt udsolgt til den 2 timer og 45 minutter lange film.
Introduktion ved Jens Splid
Lektor i dansk ved Marselisborg Gymnasium, Jens Spliid, introducerede publikum til Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per, som filmen er baseret på. Herunder lidt info om forfatteren af Lykke-Per, Henrik Pontoppidan, og instruktøren af filmen, Bille August.
Forfatter Henrik Pontoppidan
Forfatteren Henrik Pontoppidan (1857-1943)modtog i 1917 Nobels Litteraturpris for sit forfatterskab. I 2004 blev Lykke-Per optaget i den danske Kulturkanon.
Instruktør Bille August
Bille August har lavet over 17 spillefilm siden 1978. Bille August fik Den Gyldne Palme for Pelle Erobreren i 1987 og Den gode vilje i 1991. For Pelle Erobreren vandt han desuden en Oscar og en Golden Globe.
Publikum om Lykke-Per
Margit Dalsgaard fra Risskov har været medlem af VMO i 2 år : Jeg valgte at se Lykke–Per i Øst for Paradis, fordi der var en introduktion til filmen: På den måde får jeg mere ud af oplevelsen end hvis jeg bare går ind og ser en almindelig biograffilm. Jeg har læst romanen for mange år siden, så det var spændende at se den som film. Jeg synes, det er en flot film med gode skuespillerpræstationer. Jeg er selv født på landet og vokset op i et indremissionsk hjem, og vil klart anbefale filmen til mine egne børn.
VMO-bestyrelsesmedlem Marianne Henriksen havde inviteret Berit Rask Thomsen med ind og se filmen. Berit: Vi ville se Lykke-Per, fordi fortællingen stadig er aktuel. Vi står i en brydningstid og er splittede mellem den nye verden og den gammelkendte – akkurat som Lykke-Per var det. Jeg var mægtig glad for at være inviteret ind at se filmen før alle andre og er meget begejstret for den.
Marianne: Bille August kom godt igennem at filmatisere Lykke-Per, men det er altid svært at løsrive sig fra en roman, især når det er et hovedværk. Man leder efter personer og steder fra romanen, men det er jo en umulig opgave at lave et manuskript, der tilfredsstiller alle, især med en roman, som så mange har et forhold til.