Et af de gennemgående temaer i Pontoppidans forfatterskab rækker helt tilbage til novelledebuten i 1881, ”Stækkede vinger”. Med det tema forstås de begrænsninger, som bliver lagt på mennesket af personlig og samfundsmæssig art. Dette tema er blevet brugt overalt i forfatterskabet bl.a. i Ørneflugt og også i Lykke-Per, der i lighed med Ørneflugts opgør med H.C. Andersens Den grimme ælling, er et opgør med den ikke særligt kendte Andersen- dannelsesroman, Lykke Peer. I Andersen-romanen dør hovedpersonen på Det Kgl. Teaters scene midt i det stormende bifald efter afslutningen på en sammensmeltning af alle de skønne kunstarter, hvor hovedpersonen selvsagt spiller hovedrollen og er forfatter til mesterværket.
Knap så idylliseret foregår det i Pontoppidans Lykke-Per, hvor den centrale samtale med selvmorderen Neergaard opruller, hvordan historien først bliver interessant ”for voksne mennesker”, når den bliver realistisk og tager alle mellemregningerne i eksistensen med. L-P foregår i tre faser, som litteraten Klaus P. Mortensen har opdelt i trods, over tvivl til afslutningens erkendelsesfase. Den afslutning er blevet meget diskuteret og der hersker stadig stor uenighed om fortolkningen heraf.
Pontoppidan nævner selv, at kunstens mål er nået, hvis man kan finde ind til frembringerens grundstemning, som det kommer til udtryk i værket. Den grundstemning, der hersker i slutningen er tilvejebragt af afvisningen af den jødiske Jakobe Salomon og giftermålet med den grundtvigianske præstedatter, Inger Blomberg. Den højtflyvende kondor med det store vingefang overfor det velkendte, uskyldige og stabile, lavtflyvende hverdagsagtige.
Per forlader det sidstnævnte og bliver vejassistent i Thy i det golde landskab, hvor han dør og efterlader sig sine papirer med sin livskundskab – den hårdt erhvervede.
”Ære være min ungdoms store drømme! Så blev jeg dog en verdenserobrer alligevel! Hvert menneskes sjæl er et selvstændigt universum, hans død en verdensundergang i det små. ”