VILD MED ORD 2017 – TAK FOR I ÅR!

Posted by | 21/05/2017 | Uncategorized | No Comments

Jørgen portrætJeg håber, at du – om du er gæst, frivillig eller optrædende – har haft en fantastisk oplevelse til Vild med ORD – Aarhus Litteraturfestival 2017. Som sædvanlig har vi bestræbt os på at åbne for både alternative og mere traditionelle vinkler på litteraturen og ordet, og vi håber, at alle I deltagere er enige i, at vi er lykkedes med det.

Vild med ORD ville ikke kunne lave en litteraturfestival uden en kæmpe indsats fra flere sider. Derfor skal der selvfølgelig sendes en stor TAK til alle, der har deltaget som optrædende, planlæggere og praktiske hjælpere. Mange frivillige har givet så meget af deres tid og engagement, og uden dem ville Aarhus Litteraturfestival ikke eksistere. Desuden nyder vi stor opbakning fra andre litterære aktører, som forlag og boghandlere, Authors in Aarhus og Dansk Forfatterforening, som alle skal have en tak med på vejen. Sidst, men ikke mindst en tak til vores sponsorere og samarbejdspartnere – særligt Dokk1 og Aarhus Kommune – for praktisk og økonomisk støtte, som vi ikke kunne være foruden.

2017 er et begivenhedsrigt år i Aarhus og hele den midtjyske region, men kulturen starter og slutter selvfølgelig ikke med Kulturhovedstadsåret: Vild med ORD vender stærkt tilbage i 2018. Aarhus Litteraturfestival løber i 2018 af stablen d. 22.-25. februar på Dokk1 under temaet ”Bevægelser”, og det bliver ganske særligt, for Vild med ORD kan nemlig fejre 10-årsjubilæum!

Vi ser frem til at møde jer alle igen til Vild med ORD – Aarhus Litteraturfestival 2018!

Jørgen Jørgensen

Projektleder i Vild med ORD