VMO inviterer til medlemsmøde 4. juni 2018 kl. 19-21 i Vogn 1 på Godsbanen

Kære medlem af Vild med ORD.

Vores 10 års jubilæumsfestival i februar blev en succes!

Publikum, medvirkende og frivillige var glade både for programmet, for Godsbanen som ramme og for den atmosfære, der prægede de to dages festival. Det er ikke helt forkert, at vi kalder os Danmarks (måske) mest hyggelige festival.

Det er vi i Vild med ORDs bestyrelse rigtig glade for, ikke mindst fordi årets festival blev til på 100% frivillig basis. Tak til alle jer, der hjalp, støttede, kom og på hver jeres måde bidrog til den bedste fødselsdag, vi kunne ønske os.

Men det var i år – næste år er der atter en festival, og den er vi så småt gået i gang med at planlægge. Tid og sted bliver som i år: Godsbanen i slutningen af februar. Det er til gengæld også det eneste, der på nuværende tidspunkt ligger fast. Hvordan vi fylder den ramme ud med et program, der giver fulde huse næste års Vild med ORD, vil vi gerne have dine bedste bud på. Derfor inviterer vi til medlemsmøde 4. juni kl. 19-21 i Vogn 1 på Godsbanen, hvor vi blandt andet skal diskutere disse spørgsmål:

  • Skal VMO 2019 have et tema? Hvis ja, hvilket?
  • Hvordan kan vi bruge Godsbanen bedst muligt som ramme?
  • Hvilke ord-oplevelser (i tekst, billeder, film, musik, krop) skal vi byde på næste år?
  • Hvordan kan vi udvikle formen på festivalens arrangementer?
  • Hvem vil DU allerhelst møde til VMO næste år?
  • Hvilke samarbejdspartnere skal vi invitere med?

Kom og bidrag med dine svar og idéer til, hvordan vi  skaber næste års Vild med ORD-succes.

Alle er velkomne, men af hensyn til forplejning vil vi gerne have din tilmelding på post@vildmedord.dk senest den 1. juni 2018.

Venlig hilsen

Bestyrelsen/Vild med ORD